Menu
Artiklen indeholder reklamelinks
På nettet er det meget udbredt at reklamere med gratis ting. Som regel er det noget i stil med gratis e-bøger, gratis kurser online eller et eller andet tredje gratis. Spørgsmålet er bare, om det rent faktisk forholder sig sådan.
Ordet ’gratis’ er nemlig ikke bare sådan at bruge, bare fordi man ikke skal have dankortet op af tegnebogen.
Inden for den seneste tid er der kommet større fokus på de tilbud, man finder på nettet, som reklamerer med, at noget er gratis, fordi de ofte ikke er det. Forbrugerombudsmanden anser nemlig ting som din e-mail og persondata som værdifulde.
Hvis man skal af med noget af værdi for at få noget andet, så er det, man får, ikke gratis – det er humlen bag det, Forbrugerombudsmanden har udtalt.
Det gælder ikke kun ordet ’gratis’ – det gælder også ord og vendinger som ’0 kroner’, ’vederlagsfrit’ og lignende. Hvis man signalerer til potentielle kunder, at noget ikke har nogen omkostning, så må det ikke have en omkostning – hverken i kroner og øre eller andre former for værdi.
En undtagelse er, hvis der er omkostninger forbundet med at udnytte eller reagere på det tilbud, kunderne får. Er det en fysisk ting, der bliver tilbudt gratis, må virksomheden gerne kræve, at forbrugeren betaler porto.
Det er dog ulovligt at kræve betaling for en forhøjet porto, og det er også ulovligt at kræve betaling for administration i forbindelse med forsendelsen.
På sin vis er det lettere at bruge ordet gratis, når man bevæger sig i den analoge verden, fordi det er mere naturligt at give noget væk her. Eksempelvis er indstik i aviser eller magasiner naturlige at dele ud med eksempelvis en værdikupon på en bolle fra bageren eller 20 procent rabat på en ting i den lokale tøjbutik.
Giveaways på nettet fungerer ikke helt lige så naturligt som indstik i magasiner gør det, fordi mange på nettet er vant til at indtaste sin e-mail eller lignende for at få et nyhedsbrev eller en digital kupon på rabat.
Står der promotion-folk på Strøget og deler ting ud, vil mange nok synes, at det er en kende mærkværdigt, hvis de krævede, at man skulle aflevere sin e-mail, før man kunne få det, de deler ud. Ikke desto mindre er det i og for sig det, der sker på nettet.
Der er tilfælde, hvor man må bruge ordet gratis eller nogle af de tilsvarende udtryk og samtidig kræve noget for produktet.
Et eksempel, som FDIH kommer med, er en flaske shampoo, som man altså skal betale for. Her må du gerne reklamere med, at man får 25 procent ekstra gratis, hvis der er 25 procent mere shampoo i bøtten, end der er normalt til den pris.
Her koster produktet altså noget, men det man får ud over den normale pris giver man som forbruger altså ikke noget for. Derfor er det i orden at kalde det gratis, vederlagsfrit, 0 kroner eller hvad man nu ellers kan finde på at kreative omskrivninger.
Denne måde at se på e-mailadresser og andre former for personlig data er ikke noget, alle er vant til at se på som værdifuldt. Derfor kan det være en god ide at kigge sit markedsføringsmateriale igennem for at sikre sig, at det overholder lovgivningen.
En typisk ting at overse vil være en tekst i tilmeldingen til et nyhedsbrev, som bruger ordet gratis, som ikke er blevet kigget på længe.
Et andet sted at kigge kunne være en ting om e-mailsignaturer, der appellerer til at tilmelde sig nyhedsbreve for at få noget gratis – som jo så ikke er gratis. Her skal man også kigge teksterne igennem for at sikre sig, at alt er i orden.
