Artiklen indeholder reklamelinks
Fire dage efter den store franske rundtur Tour de France, er Hadsten igen vært for Danmarks hårdeste gadecykelløb. Torsdag den 25. juli går det løs på Søndergadebakken i hjertet af Hadsten.
Det er i år 20 år siden, arrangøren Jesper Tikiøb sendte rytterne af sted for første gang.
Løbet er efterhånden blevet en tradition i sommerklædte Hadsten med mere end 5.000 tilskuere i gennemsnit over de 20 år, løbet er blevet kørt. Løbsformen er gadeløb, hvilket betyder, at rytterne kæmper om sejren på en meget kort rute placeret midt i byen. Få en rundtur på ruten her.
Rundstrækningen er på 1400 meter og opløbsstrækningen, den berygtede Søndergadebakke, stiger i gennemsnit 7% over de sidste 400 meter. Ruten har været den samme i alle 20 år, og historisk set har den vist sig som en barsk udfordring. Blandt rytterne har der altid været stor respekt for vinderen. Bedste mand på dagen vinder altid i Hadsten. Ingen tilfældigheder, uheld i spurten, dårligt placeret i sidste sving eller andet har indflydelse på resultatet. Søndergadebakken sikrer en fair og nådesløs udskilning.
Løbet er åbent for alle eliteryttere med licens hos Danmarks Cykle Union, hvilket i praksis betyder hjemlige amatørryttere i A-Klassen, ryttere på continetal og pro-continetal mandskaber og endelig fuldtidsprofessionelle fra pro-tour teams. Lokale Chris Anker Sørensen er et eksempel på en rytter fra et pro-tour team.
Cykelløbet i Hadsten afvikles over en time og fem omgange. Det betyder, at rytterne dyster på den hårde rute i præcis en time, hvorefter løbsledelsen tæller ned fra fem omgange. Løbet starter kl. 19.30, hvorfor publikum og presse kan forvente at se 2013 vinderen køre først over stregen kl. cirka 20.45.
Igennem alle årene har lokale Jesper Tikiøb været arrangør og ildsjæl bag cykelløbet, som i dag er Favrskovs største årlige tilbagevendende sports- og kulturevent. Tikiøb driver selvstændigt eventbureau Tikiøb Event, med fokus på blandt andet sportsarrangementer. En baggrund i professionel cykelsport betyder, at Favrskov området, Hadsten by og tilskuerne gennem alle årene har nydt godt af arrangørens internationale netværk. Et netværk der har sikret internationale cykelstjerne på startlisten. Profiler som aldrig før eller siden har kørt cykelløb i Danmark. Blandt de helt store navne skal nævnes den fallerede Tourminator fra Texas Lance Armstrong, der under stort postyr gæstede og deltog i cykelløbet i Hadsten i 2003. 25.000 tilskuere fra hele landet oplevede det år cykelløb i Hadsten.
I år afvikles løbet som nævnt den 25. juli på Søndergade i Hadsten og arrangøren har netop meldt ud, at første top-rytter er klar til at dyste om sejr og ære. Danske Chris Anker Sørensen fra Hammel, der til dagligt slår sine folder på den internationale scene som bjergrytter på pro-tour mandskabet Saxo Tinkoff Bank, har underskrevet en startaftale. Arrangøren håber at Chris Anker blot er første rytter i bestræbelserne på at præsentere et flot og internationalt elitefelt på Søndergade. De næste måneder vil gå med sonderinger og typisk afsluttes de sidste aftaler under Tour de France. Der forventes et elitefelt på cirka 60 mand. Forud for selve hovedløbet vil publikum i år som noget nyt kunne opleve den hjemlige danske kvindeelite. Danmark Cykle Union har besluttet, at placere femte afdeling af den landsdækkende cykel-cup ”Lindberg Sport Dame Cup 2013” netop i Hadsten.
Du kan læse meget mere om løbet, ved at besøge arrangementets website. Her kan du følge med i tilrettelæggelsen, læse sidste nyt og naturligvis orientere dig om programmet. Det er også via websitet, arrangøren kommunikerer ændringer, trafikale omlægninger og sportslige nyheder.
Besøg sitet for Cykelløbet i Hadsten her.
20 år med professionelt cykelløb i Hadsten, torsdag den 25. juli 2013.